Café Exit var med i flere debatter på Folkemødet

Café Exit var med i flere debatter på Folkemødet

Bent Dahl Jensen,  

Medarbejdere fra Café Exit deltog i flere paneldebatter under Folkemødet på Bornholm. Organisationschef Peter Dexters deltog bl.a. i en debat om, hvordan indsatte kan få en bedre løsladelse. Han pegede her på, at civilsamfundet kan spille en vigtig rolle sammen med myndighederne. En af hans pointer var, at jo mere omverdenen kommer ind i fængslerne og møder de indsatte under afsoningen, og jo bedre mulighed der er for at afsone den sidste del af straffen i udslusningsfængsel og fodlænke, jo større er chancen for, at de integreres i samfundet, når de løslades. For det giver mulighed for at knytte relationer til grupper og organisationer og opbygge netværk og fællesskaber, hvor de kan finde støtte efter løsladelsen.

En anden barriere er, at mange indsatte kommer ud til en stor gæld, bl.a. fra sagsomkostninger. Peter Dexters nævnte, at det er med til at fastholde mange i kriminalitet, fordi de mister motivationen til at tage et arbejde. ”Vi møder igen og igen indsatte i fængslerne, som siger, at ’det ikke kan betale sig’ at få et job.”

Debatten om udfordringerne ved at blive løsladt var arrangeret af Danmarks Fængsler, og de øvrige debattører var Ina Eliasen (direktør i Danmarks Fængsler), Søren Hartmann (journalist i DR og tilrettelægger af serien ”Løsladt”), Susan Helbert (formand for Civile i Danmarks Fængsler) og Christian Harsløf (direktør for sundhed, social, ældre, digitalisering og teknologi i Kommuners Landsforening).

Café Exit med i flere debatter

Café Exit var repræsenteret i flere andre paneldebatter på Folkemødet.

Louis, der er frivillig i Café Exit, deltog i en paneldebat om de særligt udsatte indsatte under overskriften: ”Hvordan hjælpes indsatte med psykiske udfordringer eller diagnoser mod et liv uden kriminalitet?”

Peter Dexters deltog også i en paneldebat hos Det Kriminalpræventive Råd om genoprettende ret under overskriften ”Kan ansvar og dialog forebygge ny kriminalitet?”. Debatten var arrangeret af TrygFonden, Østifterne og Vejen Videre.

Peter Dexters og projekt- og souschef Meline Frederiksen deltog begge i en debat i to dele, arrangeret af Østifterne, Oak Foundation Denmark, Impact Insider og Ole Kirk’s Fond, om fondsstøtte og kapacitetsopbygning.

To koncerter med Fangekoret

Herudover sang Fangekoret ved to koncerter fredag aften. Først i Danmarks Fængslers telt, og senere i Allinge Kirke.

URL: https://arkiv.cafeexit.dk/cafe-exit-var-med-i-flere-debatter-paa-folkemoedet/